Foto: Google Earth
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Supercykelsti skal placeres langs Hallssti

Hallssti bliver en del af den kommende supercykelsti til Lisbjerg

Af Maria Dalhoff, JP Aarhus

Der bliver ikke plads til den planlagte supercykelsti på Park Allé, hvis Letbanen får en etape 2.

Derfor vil Aarhus Kommune ændre den planlagte linjeføring af den kommende supercykelsti fra Midtbyen til Lisbjerg. Supercykelstien, som skal flytte flere borgere fra bil til cykel, skal i stedet etableres langs Hallssti med direkte forbindelse til de eksisterende stier på Frederiks Allé og cykelgaden på Frederiksgade frem til Cykelringen. Forslaget blev onsdag debatteret i Aarhus Byråd, hvor flere partier var skeptiske.

"Hvor meget supercykelsti er der ved, at supercykelstien føres ved Frederiks Allé og Frederiksgade?" spurgte Dansk Folkepartis Jette Skive.

Heller ikke Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti var begejstrede, og sagen blev sendt tilbage til udvalgsbehandling i Teknisk Udvalg.

Ifølge forslaget skal den nye supercykelsti langs 350 meter af Hallssti udvide den eksisterende cykelsti med en ”let svævende” konstruktion på søjler med en samlet kørebredde på fire meter.

Gennem Grønnegade

Aarhus Kommune ønsker også en anden linjeføring af den kommende supercykelsti omkring Botanisk Have. Linjeføringen gennem Botanisk Have foreslås ændret til at gå direkte via Grønnegade og via den eksisterende tunnel under Langelandsgade, frem til stien gennem Botanisk Have ved Vestervang.

For at denne strækning kan indgå i supercykelstien, kræver det en om- og udbygning af stien, hvor der rådes over arealer på seks tilstødende matrikler.

Aarhus Byråd vedtog i 2013 planen om supercykelstien mellem Midtbyen og Lisbjerg, men det er den efterfølgende detailprojektering af projektet, der giver anledning til, at disse to strækninger ønskes ændret. Ifølge indstillingen til byrådet forventer Aarhus Kommune, at de to nye ruter samlet set vil bidrage med en højere grad af sikkerhed, komfort og fremkommelighed for cyklister på ruten.

Udgifterne til de alternative linjeføringer vil blive finansieret inden for stiprojektets budget, hvor der også er afsat midler til jorderhvervelser.

Supercykelstien mellem Midtbyen og Lisbjerg koster samlet 100 mio. kr., hvor af de 49,2 mio. kr. kommer fra staten.

Publiceret: 13. Oktober 2017 01:29

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt