Bestillingerne vælter ind. Foto: Aarhus Update
Bestillingerne vælter ind. Foto: Aarhus Update
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Madanmeldelse: Propria, en træfyret stenovn og pizza som de bedste i Napoli

Af Jan L. Pedersen, Aarhus Update
Pizza Propria

Jægergårdsgade 7
8000 Aarhus C
+45 81 11 11 07

Når man kan finde ud af at lave en pizza, som sidder lige i skabet, så er det gudespise. Det er der ikke så mange, der kan i Aarhus. I Åbyhøj ligger en lille italiener, som kan. Ellers er det meste pizza i Aarhus middelmådigt. Men sådan er det ikke mere. Pizza Propria i Jægergårdsgade har sat nye standarder for, hvordan en pizza kan smage. De laver ubetinget byens bedste pizza. Længere er den ikke. Et lille sted med plads til 12 spisende gæster.

Brændefyret ovn

I Aarhus har vi ikke haft nogen steder, mig bekendt, som har lavet deres pizza i en brændefyret ovn. Oles Gård gør, når han er på visit i Aarhus, men ellers ikke. Det har vi så nu, for Proprias stenovn er fast inventar i den gamle Deli i Jægergårdsgade. Vi fik at vide, at vi bare kunne gå ud at se ovnen. Ovnen er speciallavet, importeret fra Firenze og muret op bagerst i lokalet.

Rigtig ild hos Propria. Foto: Aarhus Update
Rigtig ild hos Propria. Foto: Aarhus Update

Et udvalg på 10

Vi bestilte fire pizzaer ud af ti mulige. Dog ikke på grund af sult, men mere af nysgerrighed. Pizzaerne har bogstaver, så vi startede med B. Diavola hed den. Prisen var 90 kroner. Den var ikke stærk, som ellers stod i menukortet. Men den havde en kraftig og god smag. Afrundet styrke i chili og paprika. Lidt mere bål og brænd gjorde ikke noget for min skyld, men min makker syntes, den var spitze. Tomat, mozzarella, salami fra calabria bestod den af. Men igen, bunden satte en fed, fed prik over i'et. Sådan.

Diavola. Foto: Aarhus Update
Diavola. Foto: Aarhus Update

Nummer E

Cerú var navnet, og prisen var 90 kroner. Den var med tomat, mozzarella, lufttørret skinke fra Lucca, parmigiano reggiano (parmesan), rucola og olivenolie. Umiddelbart enkelt. Skinken var lidt bleg i det, men lad dig ikke snyde. Den smagte pivgodt. Rucolaen kom i en bakke ved siden af, så vi selv kunne drysse det på, når vi kom hjem. God stil.

Nummer E - Cerú. Foto: Aarhus Update
Nummer E - Cerú. Foto: Aarhus Update

F er lig med Bresaola

Tomat, mozzarella, bresaola, taleggio (halvblød ost), hvid trøffelolie og rucola. Trøffelolien var mild. Meget mild, men den var der. Vi kunne fint smage den, men heller ikke mere. Kødet var til gengæld verdensklasse. Mørt som smør og med den vildeste kødsmag. Den tynde bund, den lettere brændte bund - og skorpe var som skabt til kødet. 105 kroner var prisen her. Svinebilligt, og hver en øre værd for en pizza lavet i en brændefyret ovn med de bedste italienske råvarer - og så oven i købet midt i Aarhus.

Bresaola. Foto: Aarhus Update
Bresaola. Foto: Aarhus Update

Calabrese er G - husk det!

Aldrig har jeg fået en bedre pizza med aubergine på. Normalt er det noget sjask på en pizza. Den her med aubergine tog så mange kegler, at man skulle tro, det var løgn, hvor godt den smagte. Igen tomat, mozzarella, mozzarella di bufala, ‘nduja (en stærk, smørbar italiensk pølse), aubergine, pancetta. Aldrig havde jeg troet min favoritpizza skulle være med aubergine. Men min tro blevet punkteret. 105 kroner kostede den. Den bedste pizza den aften, og den bedste jeg har smagt i Aarhus.

Calabrese - vigtigt at huske på den. Foto: Aarhus Update
Calabrese - vigtigt at huske på den. Foto: Aarhus Update

Bund, bund og bund

Og nej, det er ikke en Ceres øl, vi skal bunde. Alle fire pizzaer var suveræne - ingen tvivl. Bunden var noget af det bedste, jeg har set og smagt i Aarhus.

Der var fuldstændig styr på temperatur og tid i det ellers ret hektiske køkken.

Men smagen af trækul, flammer og åben ild sad i bunden. Sådan burde alle pizzaer laves. Smuk, tynd og sprød var dommen over bunden.

Vores mening

På pizza-skalaen er vi helt i toppen. Jeg mindes ikke, jeg nogensinde har fået bedre pizza i Aarhus. Ingen tvivl om pizzabageren fra Napoli kan noget, som ikke så mange andre kan. Enkelheden, de få råvarer og ikke mindst bunden var til perfektion. Der er flere, som laver rigtig gode italienske pizzaer i Aarhus. Men de fire her gik rent ind.

Betjeningen var venlig, imødekommende, og ikke mindst smilende og glad. Travlheden kunne vi jo ikke komme udenom, men jeg syntes faktisk, de klarede det fint. Pizza Propria skiller sig ud på flere punkter, men det væsentlige er deres træfyret ovn og de vanvittige gode bunde. At de får vores allerbedste anbefaling er kun på sin plads, for de er hamrende gode - og så har de fornyet pizzascenen i Aarhus. Tak for det!

Publiceret: 17. Februar 2017 12:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Annonce
JP Aarhus
ANNONCER
Se flere