Casa Mia på Trøjborg. 
Foto: Aarhus Update
Casa Mia på Trøjborg. Foto: Aarhus Update
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Madanmeldelse: Casa Mia på Trøjborg - italiensk for begyndere?

Af Anders Møhlenberg, Aarhus Update
Casa Mia

Tordenskjoldsgade 12
8200 Aarhus N

Casa Mia på Trøjborg er en af Aarhus' ældste italienske pizzariaer, og de mange års erfaringer har givet pote. Stedet har ry for at lave autentiske pizzaer, og konklusionen efter besøget på Casa Mia er, at de så absolut laver gode pizzaer. Casa Mia omtaler sig selv som værende pizzaria-restaurant, men lad mig slå fast, Casa Mia er et pizzaria og ikke en italiensk restaurant.

Casa Mia med varm velkomst

Tiden var inde til en god italiensk madoplevelse. Vi havde børnene med denne aften, og valget faldt derfor på Casa Mia på Trøjborg. Hér burde der være noget for alle mand. Med sine 29 år på Trøjborg, har Casa Mia stadig samme indehaver, Mauro Matruglia, som da det åbnede i 1988. “Stabil forretning med stabilt koncept. Igennem årene er det blevet kendt, som et af de bedste pizzeriaer i Danmark”, som der så fint står på deres hjemmeside. Vi var spændte på, om dette ville holde stik.

Indretningen hos Casa Mia. Foto: Aarhus Update
Indretningen hos Casa Mia. Foto: Aarhus Update

Varieret menukort, samt hurtig service

Menukortet bar præg af et stort og varieret udvalg af pizzaer, samt antipasti, lasagne og en hel del forskellige pastaretter. Til børnene var der 3 børneretter at vælge mellem. Vi bestilte alle 3 børneretter; Pasta Bolognese, lasagne og pizza med skinke og pepperoni.

Derudover bestilte vi; “sommerens nyhedspizza”, som bestod af broccoli, mozzarella og salsiccia - toppet med parmesan, den klassiske Pasta Carbonara, Tiramisu til dessert og husets rødvin. Tjeneren var hurtig til at tage imod vores bestilling, ligesom at maden kom hurtigt.

Pasta bolognese. Foto: Aarhus Update
Pasta bolognese. Foto: Aarhus Update

Pizza med styr på bund og top

Pizzaerne var rigtig lækre. En spændende og anderledes oplevelse med broccoli, men det fungerede rigtig fint sammen med det mere krydrede salsiccia. Bundene sad lige i skabet, tynde og med sprød kant. Ligesom en pizzabund skal være, så fyldet kommer til sin ret. Derudover var der en rigtig god balance mellem ost og andet fyld på begge pizzaer. Ost er dejligt, men når råvarerne ellers er lækre, er det rart, at de ikke er søbet ind i billig ost.

Sommerens nyhedspizza. Foto: Aarhus Update
Sommerens nyhedspizza. Foto: Aarhus Update

Overraskende indspark

Midt i pizzaidyllen jublede ungerne over lasagnen, som var aftenens helt store positive oplevelse. Forventningerne til pizzaerne var høje allerede inden besøget, men lasagnen tog kegler, hvilket egentlig var lidt uventet. Den var utrolig velsmagende, igen med den rette balance og konsistens. Opskriften var klassisk italiensk med oksekød og bechamelsovs, dog uden at der overdoseres med kød, som vi danskere ellers har for vane.

Til dessert faldt valget på den klassisk, italienske dessert Tiramisu, hvilket næsten er en selvfølge, da det vel nærmest betegnes som blasfemi, at besøge et italiensk spisested, uden at bestille Tiramisu til dessert. Tiramisu kan laves og fortolkes på mange måder, men denne sad lige i skabet. Igen en magnifique balance mellem kaffe, amaretto og mascarpone, som gjorde smagsoplevelsen uovertruffen.

Lasagne. Foto: Aarhus Update
Lasagne. Foto: Aarhus Update

Men...

Aftenens skuffelser var Pasta Carbonara, Bolognese og husets vin. Pasta Bolognese var egentlig fin, men på ingen måde over det niveau, som kan laves i de fleste køkkener derhjemme.

Pasta Carbonaraen var kedelig og manglede autentisk præg. Der var rigtig meget pasta og for lidt panchetta, hvilket gjorde den tung at komme igennem. Det ville klæde den at få skåret ned på mængden af pasta, samt at gøre hele retten mere luftig. Der manglende ekstra parmesan på bordene, hvilket egentlig havde gjort godt til alle retterne.

Husets vin, en siciliansk Nero D' Avola var serveret med en temperatur på mere end stuevarm. Den kom ikke til sin ret. Til gengæld var den ikke særlig dyr, så forventningerne var ikke skyhøje. Det ville dog være skønt, hvis den havde været tempereret.

Betjeningen havde også et par huller. Efter en del venten måtte jeg bestille desserten ved disken, og hverken før eller efter desserten blev serveret, blev den beskidte service fra hovedretterne båret ud.

Pasta carbonara. Foto: Aarhus Update
Pasta carbonara. Foto: Aarhus Update

Vores mening

Casa Mia er bestemt et besøg værd. De mindre gode oplevelser blev heldigvis opvejet af de bedre og mere velsmagende af slagsen, og dertil kom prisniveauet, som bestemt ikke var skræmmende. Vi spiste for 657 kroner, 2 voksne og 3 børn inklusiv en flaske vin, sodavand og en dessert, hvilket må siges at være en rigtig fin pris. En anbefaling herfra!

Publiceret: 01. September 2017 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus Midt
Seneste
Lokalavisen Aarhus Midt
Mest læste
Lokalavisen Aarhus Midt
112